Mors-Thy Håndbolds Strategi 2030
I 2007 enedes HF Mors og TIK Håndbold om at etablere holdfællesskabet Mors-Thy Håndbold, der lige siden har været at finde i landets bedste håndboldrække på herresiden. Indgåelse af samarbejdsaftalen kunne på det tidspunkt bedst betegnes som et ”fornuftsægteskab”, men det har siden vist sig, at der med Mors-Thy Håndbold ikke bare er etableret et nyt holdfællesskab, men at der helt bogstaveligt er bygget bro mellem de to egnsdele Mors og Thy.
I dag betragtes Mors-Thy Håndbold som det sportslige fyrtårn både på Mors og i Thy og er kendetegnet ved et stærkt fællesskab, hvis fundament bygger på en bred skare af lokale sponsorer og frivillige samt talentudvikling og en enestående publikumsopbakning.
Strategi 2030 er en naturlig fortsættelse af tidligere Strategi 2025, og er et udtryk for, at Mors-Thy Håndbold systematisk vil sikre, at der konstant er fokus på udvikling - både sportsligt, organisatorisk og økonomisk, og at alle klubbens aktiviteter og indsatser til stadighed understøtter målet om at være en top8-klub.
Den sportslige mission
at skabe gode sportslige oplevelser
via – elitehåndbolden - og tilknyttede sportsligt relaterede events at være en af de førende underholdnings- og oplevelsesvirksomheder og et samlingspunkt for gode oplevelser i Nordvestjylland.
at medvirke som gode ambassadører for Mors-Thy området
via den nationale sportslige profilering at bidrage til, at Mors og Thy markedsføres som et attraktivt bosætnings-, erhvervs-/beskæftigelses- og turistområde.
at bidrage til fokus på sundhed og fysisk aktivitet.
via den nære kontakt til klubber og tilstedeværelsen i lokalområdets sportshaller at være en god rollemodel for glæden ved sportslig aktivitet og sund levevis.
Desuden skal spillermaterialet delvist skal komme fra egne rækker - det sker via et målrettet og tæt samarbejde mellem Mors-Thy Håndbold og de to moderklubber, HF Mors og Thisted IK samt Mors-Thy Håndbold Akademi, som hvert år bidrager med dygtige unge spillere til både liga- og talenttruppen i Mors-Thy Håndbold.
Mors-Thy Håndbolds værdisæt
Loyalitet og troværdighed:
I Mors-Thy Håndbold siger vi, hvad vi gør og gør, hvad vi siger!
Vi taler til og ikke om hinanden!
Vi forpligter os til altid at respektere trufne beslutninger - også selv om vi ikke er enige.
Vi taler respektfuldt og ærligt med hinanden.
Uenigheder og udfordringer løses internt ved at følge de rigtige kommandoveje.
Troværdighed er en forudsætning for tillid i relationer - internt og eksternt.
Vi kan regne med, at alles handlinger og adfærd er i overensstemmelse med Mors-Thy Håndbolds værdier og principper.
Som en del af fællesskabet udviser vi ærlighed og ansvarlighed.
Ærgerrighed og stolthed:
Vi vil altid stræbe efter mere og arbejde hårdt for at opnå vores mål.
Når målene er nået, vil vi fejre vores succes og sætte os nye mål.
Med ærgerrigheden følger motivation, vedholdenhed og en ambitiøs stræben efter konstant forbedring.
Vi er stolte over det, vi opnår sammen!
Stoltheden betyder, at vi har en positiv opfattelse af klubben, kulturen, præstationerne og det at være en del af ”de blå”!
Alle i og omkring Mors-Thy Håndbold skal være stolte over, hvem vi er, og hvad vi kan!
Fællesskab og engagement:
I Mors-Thy Håndbold ser alle sig selv som en del af en større helhed, hvor man deler værdiger og mål.
Mors-Thy Håndbold er et fællesskab, der består af medarbejdere i organisationen, bestyrelsen i MTH, bestyrelserne i moderklubberne, Mors-Thy Håndbold Akademi, ungdomsholdene i moderklubberne, ligaspillerne, de frivillige, fans og bette Balkan.
Sammen er vi stærke, og med udgangspunkt i et forpligtende fællesskab udviser vi det engagement, der skal sikre, at alle tager ansvar og yder en dedikeret indsats i alle sammenhænge.
Vi hjælper hinanden, står sammen i både medgang og modgang og bidrager med en intention om altid at gøre det bedste, vi kan.
Se desuden Mors-Thy Håndbolds vedtægter via linket her: https://morsthy.dk/media/3717/vedtaegter1.pdf